MENU
×

Guide til køb af skøjter til børn og voksne

Lær om dine muligheder, når du skal vælge de rette skøjter til børn og voksne. Hockeyskøjter er hurtige, manøvrebare og yder god støtte om foden, hvilket gør dem velegnede til begyndere. Hybridskøjter er også et godt valg til nybegyndere, som kun skal bruge dem til hygge. Ønsker du at øve spring, piruetter og andre tekniske tricks, skal du gå efter en kunstskøjte.

Bruger du kun skøjter nogle få gange om året, er der ingen grund til at bruge mange tusinde kroner på dem. Du kan få billige skøjter helt ned til få hundrede kroner, men du skal også være opmærksom på, at skøjter i den dyrere ende yder bedre komfort og støtte om anklen.

Køb dine skøjter i den rigtige størrelse

Det er vigtigt, at du ikke køber skøjterne for store - særligt kunstskøjter, da det er vigtigt at have absolut kontrol over klingen for at kunne udføre kunster. Skøjterne skal sidde til uden at stramme. Når snørebåndene/spænderne er løsnet og foden skubbes helt frem, skal der lige akkurat være plads til en finger bag hælen. Det er også en god idé at prøve skøjterne med de strømper, du har tænkt dig at skøjte i.

Mange børneskøjter findes også i justerbare modeller, hvilket vil sige, at støvlelængden ganske enkelt kan forlænges. Sådan kan dit barn vokse ca. 3-4 størrelser med skøjterne. Justerbare skøjter er beregnet til “hyggeskøjtning” og er kvalitetsmæssigt fuldt på højde med almindelige modeller. Vi anbefaler derfor justerbare skøjter, hvis dit barn er i voksealderen og kun skal bruge skøjterne til hyggebrug.

Vi anbefaler altid, at du læser vores størrelsesguides, hvis du er i tvivl om, hvilken størrelse du skal have. Du finder et link til dem inde på de enkelte produktsider.

Ishockeyskøjter - til fart og begyndere

Som navnet antyder, er ishockeyskøjter beregnet til ishockey, men de er dog i lige så høj grad velegnet til almindelig skøjtning på isen, hvis du er nybegynder eller ønsker at komme hurtigt op i fart.

Skøjten består af en stiv skal, som beskytter dine fødder mod slag i en ishockeykamp. Den er godt polstret indeni, så den er behagelig at have på trods den stive skal, hvilket netop også gør den velegnet til nybegyndere. Støvlen er udformet, så den yder god støtte til din ankel og fod. Klingen er kort og buet, hvilket gør skøjten optimal til hurtig acceleration, så du hurtigere kan komme op i fart, men mindre velegnet til lange ture. Da man ikke laver kunster på hockeyskøjter er der ikke tåhakker i spidsen, hvilket kan gøre det nemmere at holde balancen, da du ikke risikerer at sidde fast i isen og dermed miste balancen.

I Nordic Sport tilbyder vi hybridskøjter, som har samme klinge som hockeyskøjter, men en blød støvle som man kender det fra fitness inliners. Hvis du derfor er vant til at køre med en blød støvle fra motionsrulleskøjter, vil det være samme behagelige følelse. Du kan dermed få en nem overgang fra dine rulleskøjter til skøjter. Hybridskøjterne er kun beregnet til hyggeskøjt på isen.

Kunstskøjter - til tricks og kunster

Kunstskøjter er til dig, som ønsker at lave kunster på isen. Med tåhakkere i spidsen af klingen, som bruges til at tage afsæt med, kan du med de klassiske kunstskøjter udføre forskellige kunster som piruetter og spring. Det er nok at gå efter 3-4 takker.

Selve støvlen på denne type skøjte fås enten i læder eller kunstlæder. Læderstøvlerne ses i de dyrere skøjter, som anvendes til professionelt brug. Her er støvlen typisk hårdere og dermed knap så behagelig at have på, men til gengæld ydes der mere ankelstøtte. Støvler af plastik er typisk mere behagelige at have på, men yder mindre ankelstøtte. Der findes dog moderne kunstskøjter i kunstlæder, som yder bedre støtte end læderstøvlerne, og som har kraftigere polstring, der gør dem behagelige at have på.

Hybridskøjter til børn

For øget komfort fås nogle skøjter til børn som en hybridskøjte, der består af en blød støvle, som man kender fra fitness rulleskøjter. Klingen kan enten være en ishockeyklinge eller kunstskøjteklinge med tåhakker. Ishockeyskøjter som i forvejen er godt polstrede er normalt ganske behagelige, så det er en smagssag, om du vælger hybridskøjter eller ishockeyskøjter til dit barn. Derimod tilbyder kunstskøjter typisk ikke samme komfort, så her kan det være en god idé at købe en hybridskøjte med en kunstskøjteklinge til de yngre børn. Således kan barnet øve kunster uden at gå på kompromis med komforten eller støtten. Designmæssigt har disse skøjter naturligvis ikke længere det klassiske kunstskøjtelook.

3-i-1-skøjter til børn

Har dit barn også lyst til at stå på almindelige rulleskøjter, tilbyder vi 3-i-1-skøjter, som består af en støvle, hvorpå der nemt monteres enten en isklinge, inline hjul eller side-by-side-hjul. Sådan kan skøjterne bruges til både sommer- og vintersæsonen, uden at man skal investere i tre par. Kvaliteten og ydeevnen af hver enkelt del er dog ikke ligeså god, som hvis man køber dem separat, men det er et udmærket valg, hvis det kun er til brug engang imellem.

Hvis du stadig er i tvivl om, hvilken type skøjte der passer til dig, kan det være en god idé at starte med at leje nogle skøjter i skøjtehallen eller på isbanen for at finde frem til din smag.

Se vores store udvalg af skøjter

Læs også guiderne: Køb af ishockey skøjter og Pleje af skøjter

Sidder du inde med spørgsmål og har brug for yderligere råd og vejledning, kontakt os da på telefon eller mail.

Relaterede produkter

Populære produkter