MENU

Kompatibilitet af bindinger til langrend og rulleski

Ved køb af udstyr til langrend og rulleski skal du være opmærksom på, om fodtøj og bindinger er kompatible med hinanden. Da man anvender meget af det samme udstyr, og det er samme producenter, som laver udstyret til både langrend og rulleski, gælder denne guide til kompatibelt udstyr for begge kategorier - langrendsudstyr og rulleskiudstyr.

Forskellige standarder - NNN, SNS og Prolink

Der findes to producenter, som er definerende for standarderne for støvler og sko samt bindinger til rulleski og langrend. Det er Rottefella (Norge) og Salomon (Grundlagt i Frankrig).

Rottefella

Rottefella kalder deres system NNN, som står for New Nordic Norm. Dette system findes henholdsvis på støvlesålen samt bindingen. Rottefella laver selv bindinger men laver altså ikke hele støvler selv, kun ydersåle, som skiproducenter af støvler anvender. Andre langrendsproducenter, som anvender NNN til deres støvler, er eksempelvis Rossignol, Madshus, Alpina, Alfa, Yoko, Fischer og Peltonen.

På bindingen får nogle af disse mærker påtrykt deres eget navn, således at en Rottefella NNN binding for eksempel kan komme til at hedde Fischer NNN.

Hvad er Rottefella NIS? - Læs mere i afsnittet "Hvad er Rottefella NIS?", som du finder længere nede i guiden.

Salomon

Salomon er kendt for deres SNS system, som står for (Salomon Nordic System). Salomon SNS er både binding og støvle. Derudover har de i 2016 lanceret en ny binding, som de kalder Prolink.

SNS systemet fås til henholdsvis klassisk og skøjte-stil. Forskellen på disse er, at bindingerne til skøjt har en ekstra gribearm, som giver ekstra vridningsstabilitet, når man sparker ud til siden. Denne fjederbelastede gribearm forbindes til en ekstra metalpind, som sidder under foden på ydersålen af støvlen. Så SNS skøjtestøvler har altså to metalpinde, som går ind i bindingen - én forrest og én under foden.

I modsætning hertil er SNS systemet til klassisk kun udstyret med én metalpind på støvlen, og klassisk SNS bindinger har ikke en gribearm.

Salomon kom med et andet binding- og støvlesystem i 2016, som hedder Prolink. Dette system er unikt på den måde, at man kan anvende støvler, som har Prolink og NNN ydersål som for eksempel Alpina, Fischer, Rossignol, Madshus, Alfa samt Salomon Prolink. Systemet kombinerer altså disse bindinger samt støvler fra Salomon med Rottefella NNN ydersål og Rottefella NNN støvler.

Vigtigt er det at vide, at Salomon Prolink IKKE passer til Salomon SNS systemet. Man kan således ikke købe en Salomon SNS langrendsskistøvle og få den til at passe i en Salomon Prolink binding.

Bindinger til combi-støvler

Bindinger til combi-støvler følger de ovennævnte standarder og informationer. Hvis det er en Salomon SNS combi støvle, vil den have to metalpinde, så den passer til SNS skøjte bindinger, men den vil også passe til de klassiske SNS bindinger, som har en slids, der hvor metalpinden er under foden.

Hvad er forskellen mellem NNN og SNS?

Selv om SNS og NNN ved første, hurtige øjekast kan se ens ud, så er der forskel. Forsøger du for eksempel at anvende en SNS støvle på en NNN binding, vil du opdage, at bredderne ved lukkemekanismen og bredden på metalpinden er forskellige, og du ikke kan få udstyret til at passe sammen. Rottefella NNN er et bredere system end Salomon SNS.

Hvad er Rottefella NIS?

Rottefella har videreudviklet den måde, som man forbinder Rottefella NNN bindinger til skien på. Dette system, som er justerbart ofte i tre hak frem og tilbage, kaldes NIS - som står for Nordic Integrated System. NIS er en plade, som enten er formonteret på langrendsskien, rulleskien eller en plade, som kan eftermonteres. Når denne plade er monteret, kan man med en NIS nøgle klikke bindingen på plads. Monterer man selv monteringspladen, gøres det som ofte med skruer samt lim i skruehullerne.

En NIS plade kan ikke anvendes til Salomon SNS bindinger eller Salomon Prolink bindinger.

Kompatibelt udstyr til fjeldski / Backcountry

Udover det ovennævnte laver både Rottefella og Salomon bindinger til backcountry langrend – også kaldet fjeldski. De kaldes overordnet for henholdsvis Rottefella BC samt Salomon BC. Disse bindinger er kraftigere og passer derfor kun sammen med henholdsvis Rottefella BC støvler og Salomon BC støvler. Disse har en bredere metalpind, og derfor har bindingerne også en bredere lukkemekanisme.

Relaterede produkter

Populære produkter